Skal Danmarks Fiskeriforening og PO lægges sammen

Bestyrelserne i både Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres Producent Organisation, har siden foråret arbejdet med et oplæg til fiskerne om en sammenlægning.

Rent administrativt har en sammenlægning af organisationernes administrationer været en kendsgerning siden 2006, så mange opgaver i dag udføres tværfagligt. Politisk er det derimod en helt anden sag, hvor der i dag er klare krav om, at de folkevalgte, fra begge organisationer, skal være med til møderne, af hensynet til gyldigheden af beslutninger der tages.

I foråret 2013 nedsatte man strukturudvalget, sammensat tværfagligt af ledende organisationsfolk, der skulle se på mulighederne af en sammenlægning af Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres PO, samtidig skulle udvalget komme med forslag til nye vedtægter og en ny fælles organisation.

Forslag til nyt navn
Strukturudvalget har foreslået at den nye organisation kommer til at hedde Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (forkortet til DFPO).

Udvalget er nu så langt, at der er lavet et oplæg til en sammenlægningsoverenskomst og en forretningsorden for bestyrelsen samt en finansieringsmodel. Ligeledes ligger der en samlet plan for hvilke opgaver den nye fælles organisation skal kaste sig over.

Formandsvalg
Det ligger i oplægget til vedtægterne fra udvalget, at formanden vælges på en stiftende generalforsamling, der samtidig bliver organisationens øverste ansvarlige myndighed, hvor formanden herefter er på valg hvert tredje år. Der vælges to næstformænd, hvoraf den ene vil få PO'en som sit arbejdsfelt. Det daglige arbejde vil en bestyrelse på 15 medlemmer være ansvarlig for, ligesom det også er denne bestyrelse, der indenfor de to første år, som en af deres opgaver, skal stemme om størrelsen af bestyrelsen, antallet af næstformænd og en fremtidig forretningsgang.

Medlemmerne
Medlemskaberne i en ny fælles organisation vil afspejle den medlemsstruktur, der i dag findes i de nuværende organisationer – altså Danmarks Fiskeriforening og Danske Fiskeres PO. Det vil sige, at medlemsskaren udgøres af lokale fiskeriforeninger samt af de juridiske ejere af fartøjer, der er tilknyttet lokale medlemsforeninger.

Sammenslutningen skal nu diskuteres lokalt
I sidste uge blev samtlige lokalforeninger under Danmarks Fiskeriforening samt medlemmer og suppleanter til Medlemsrådet for Danske fiskeres Producent Organisation, informeret via brev og en folder, om den planlagte sammenlægning. Der er således nu lagt op til åben diskussion om en sammenlægning, hvor begge formænd for henholdsvis DF og DFPO's side, naturligvis stiller sig til rådighed, hvis man fra medlemmernes side ønsker sammenlægningen yderligere belyst og afdækket.

Källa: Fiskeriforum 28.10.2013

Flere telegram