Mismod præger dansk fiskeri

De danske fiskere ser ikke lyst på fremtiden og efterlyser ro og stabilitet fra politikerne. Generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening burde - som formand Svend-Erik Andersen sagde i sin beretning lørdag - være præget af en positiv tone. Men selv om fiskeriet i 2011 havde en flot omsætning, så er det i 2012 mismod og frustration, der præger hverdagen for de danske fiskere.

Mismodet har sit udspring i en række ting. Økonomisk er fiskeriet truet af stigende priser for brændstof og alt for høje renter, når de skal financiere deres investeringer. Miljømæssigt fordi flere og flere havområder bliver lukket eller stærkt begrænset for fiskeriet.

Lovgivningsmæssigt fordi fiskeriet oplever både snærende bånd og en meget stram fortolkning af de mange love, der skal regulere fiskernes adfærd.

- Danske fiskere tænker utrolig meget over deres situation i øjeblikket. Og det vi har brug for lige nu er ro og stabilitet - ikke flere usikkerheder, siger formanden Svend-Erik Andersen med adresse til de mange og hyppige ændringer af kontrolreglerne.

- For de små fartøjer er det usikkerheden om fremtiden, der er den udløsende faktor for den nedgang, som vi lige nu ser i antallet af fiskere og fartøjer, tilføjer han.

Svend-Erik Andersen opfordrer på vegne af sine medlemmer i Danmarks Fiskeriforening til, at politikerne tager ansvar og sender et klart signal til fiskeriet som erhverv. Et signal om, at man gerne vil have et rentabelt, effektivt og bæredygtigt fiskeri.

- Og et bæredygtigt fiskeri skal for os fiskere også være økonomisk bæredygtigt. Det er ikke givet, at en god bestand er lig med en god økonomi, hvis vi ikke kan fiske på de pladser, hvor bestanden opholder sig - og i en mængde der er rentabel at fiske, siger Svend-Erik Andersen.

Källa: nordkysten.nu/ dkfisk 28.4.2012

Flere telegram